Min nedtællingsapp siger at der er 22 dage, 10 timer, 13 minutter og 10 sekunder til vi rejser til Thailand. Pænt præcist, må man sige. Og lige hvad jeg har brug for til at komme igennem de hyggelige, men også temmelig travle juledage.

Den sidste destination på vores tur hedder Koh Chang. Øen ligger øst for Bangkok og ret tæt på den cambodianske grænse. Lidt mere afslappet end Koh Phi Phi, Koh Tao og Koh Samui, men stadig med lidt byliv og et par alternativer til solbadning. Øen er ret let at komme til fra Bangkok, og derfor egner den sig også godt, hvis man ikke har oceaner af tid til rådighed. Alt i alt – en helt perfekt destination for os.

Vi skal bo i den nordlige ende af White Sand Beach. Stranden skulle eftersigende være den flotteste på øen, og den nordlige ende er helt forskånet for russiskejede kædehoteller. Vi skal i stedet bo på White Sand Beach Resort, som er øens ældste. Der er ikke meget luksus over hytterne. Til gengæld kan man næsten hoppe fra verandaen og ud i havet, hvis man gør sig lidt umage. Location, location, location!

Hvis vi skulle blive trætte af at dase på stranden, har Koh Chang masser af muligheder for at komme ud og give sanserne et ordentligt spark i måsen. Jeg har store planer om at skulle have støvet mit dykkercertifikat af og undersøge livet under havet ved øerne syd for Koh Chang. Området er marinenationalpark, så der skulle være rig mulighed for at se både koraller, hajer og skildpadder.

Øen er stor nok til, at der er både jungle og bjerge et stykke fra kysten. Det giver rig mulighed for trekking, og der skulle være nogle meget smukke vandfald, som man kan trekke til på relativt lette ruter. Dyrelivet er rigt, og der er gode chancer for at se aber i junglen. Hvis man er til endnu mere dyreliv, ville det næsten være synd at gå glip af at se elefanter. Koh Chang betyder ‘Elefant Øen’, og øen har et eftersigende rigtig fint elefant-center, der redder elefanter fra dårlige vilkår andre steder. Man kommer ikke til at ride på dyrene, men man kan gå derfra med god samvittighed.

Derudover har jeg store planer om at få massage mindst hver anden dag.
Nu siger min app 22 dage, 9 timer, 57 minutter og 6 sekunder. Tiden går og klokken slår.
Kh, Laura.

Ps – undskyld de manglende billeder. Jeg lover at I bliver bombarderet om 22 dage, 9 timer, 56 minutter og 14 sekunder.

I lang tid har jeg gået og haft det sådan lidt ubehageligt. Som om der var noget, der ikke var rigtigt. Noget der nagede og fik det til at rumstere i mit hoved. Efter lang tids fornægtelse, opdagede jeg, at det var min buksekant. Den skar sig ind i min hofter, og var i det hele taget temmelig ubehagelig at have på. Jeg tog mod til mig i flere dage, og endelig, en tirsdag morgen, hoppede jeg op på badevægten. Det var slemt. Meget slemt. Næsten tre kilo værre, end jeg havde forventet. Og jeg ville lyve, hvis jeg sagde at jeg ikke kneb en tåre. Eller ti…

Det var egentlig ikke så overraskende. Jeg elsker mad, og jeg hader motion, der får min puls ret meget op. Jeg mener, yoga er helt fantastisk for mindst en million ting, men det er desværre ikke den helt store kalorieforbrænder. Og når jeg siger at jeg elsker mad, så mener jeg, at jeg elsker brød, ost, olivenolie og rødvin. Så summasummarum er, at det nok var skrevet i stjernerne, at pilen på badevægten skulle bevæge sig op ad.

Og hvad gør det kloge så? Jo, den kloge går på slankekur. Bare ordet får det til at vende sig i mig. Det er ikke fordi at sund mad ikke kan smage dejligt, men hvor i al verden er min dessert? Og min pizza. Og min tapas. Men nå, man bliver jo hverken slank af dessert, pizza eller tapas. Desværre!

Jeg ved egentlig godt, hvad man bør spise. For mig gælder det “bare” om at skære lidt ned på de ondskabsfulde kulhydrater og droppe alle mine snacks. Jeg elsker snacks! Og jeg spiser dem i stor stil. Chips, chokolade, kage – keep it comming. Men nu er det altså slut. I hvertfald lige for en periode. Jeg har jo trods alt en hvid kjole, jeg skal kunne passe til sommer.

Jeg har endda også fået lavet et træningsprogram. Bum!
Kh, Laura.

Der har været virkelig stille på bloggen. Det skyldes dels at jeg har arbejdet rigtig meget, og dels at jeg har været virkelig doven og set absurd mange afsnit af Rejseholdet. Tak, DR! Jeg havde helt glemt, hvor god en serie det egentlig er. Specielt når man sidst så den som 10-årig.
Alle afsnittene ligger tilgængelige på Bonanza. Så hvis I også er ved at få pip af adventssøndage, julemusik og pladderromantik, så er Rejseholdet altså et virkelig godt bud.

Anyhow… Dagsen tema er (indsæt fanfare) – tomatsuppe. Nok en af de retter, der kan være allermest kedelig og allermest lækker. Min opskrift er helt speciel, hvis jeg selv skal sige det. Jeg har fået den af min mor, som har fået den af min bedstefars søster, der har fået den fra hendes bekendte i Kenya. Hun boede mange år af sit liv i Kenya, og det kom der åbenbart den her suppe ud af. Opskriften er siden blevet justeret til af hele familien, så alle har deres helt egen udgave. En lang historie om en ret hurtiglavet tomatsuppe.

Ingredienser
En klat smør
To store (eller tre små) løg
To fed hvidløg
200 gram røget svinemørbrad
3 dåser hakkede tomater
1 liter bullion (jeg bruger grøntsagsbullion)
5 laurbærblade
1 dåse tomatpuré
Salt, peber, paprika og cayennepeber

Først steges løg, hvidløg og svinemørbrad af i smørret ved middelhøj varme. Man kan selvfølgelig også bruge olie, hvis man er til den slags. Lad det endelig stege af i god tid, indtil løgene er glasagtige. Tilsæt de hakkede tomater, bullionen og laurbærbladene. Lad det komme op og koge, og skru herefter ned for blusset. Lad suppen simre i en halv til en hel time.
Fisk herefter laurbærbladene op og blend suppen. Husk at lade den køle helt af, hvis man ikke bruger en stavblender. Ellers risikerer man en værre tomatsuppeeksplosion. Hvilket jeg har gjort to gange. Ups. Tilsæt tomatpuréen og smag til med salt, sukker, peber, paprika og cayennepeber. Det er ikke meningen at suppen skal være stærk, men den må gerne føles lidt lun på tungen.
Man kan vælge at tilsætte suppehorn, lidt topping eller bare spise suppen som den er. Jeg plejer at hakke lidt basilikum og hvidløg, blande det op i en skålfuld skyr eller græsk yoghurt og toppe af med sprødstegt parmaskinke. Mums!

Rigtig god appetit derude.
Kh, Laura – der åbenbart kun laver virkelig ufotogen mad…

På sådan en regnfuld torsdag er det ikke så tosset at drømme sig til august, solskin og bryllup. Lesson learned – der er seriøst mange ting, man skal tage stilling til. Specielt når man har alvorlige kontrolissues og en lille snert af OCD!

Jeg har tænkt meget over, hvordan dagen skal føles. Den dér følelse af hygge, varme og uformalitet. Samtidig med at man selvfølgelig møder op i sit pæne tøj og tager bordmanererne med. En smuk kjole og bare tæer i sandet. Habitter og bål på stranden. Et dybt suk og et godt glas rødvin. Ved I hvad jeg mener? Hvilken fornemmelse, jeg går efter?

For at fremelske lige præcis dén feeling, har vi taget udgangspunkt i naturen omkring det sted, hvor vi skal holde vores fest. En spejderhytte, som ligger lige på grænsen mellem skov og strand. Vindblæste skrænter og dybtgrønne fyrtræer. Vi vil så gerne have den smukke natur med ind til festen. Faktisk må den meget gerne være dagens æresgæst. Derfor er farvetemaet blevet grøn, creme og beige-kølig-lysebrun-ish. Også fordi at jeg synes, at et lyserødt ballon-bryllup hurtigt bliver en rigtig pigefest. Og vi er altså både en mand og en kvinde, som forhåbentligt skal føle os veltilpasse og godt tilfredse.

Farvetemaet må meget gerne gå igen i både borddækning, planter og diverse dimser. Jeg elsker alle mulige former for dims! Og de må meget gerne være hjemmelavede. De bedste bryllupper er den slags, hvor man kan mærke brudeparrets personlige stil skinne igennem. Jeg har planer om at gro en større omgang krydderurter, som skal gøre det ud for blomsterdekorationer på bordene. Lave flagvimpler i de helt rigtige farver og mål. Måske investere i en større omgang lyskæder. Og finde masser af levende lys.

Jeg håber virkelig at drømmen kan blive til virkelighed. Og at de ferskenfarvede gardiner i spejderhytten kan tages ned…
Kh, Laura.

Weekenden er alt for hurtigt slut. Også selvom det ikke har været rigtig weekend – jeg har nemlig været på arbejde. #moneyindabank og alt det der…
Selvom det har været en arbejdsweekend, har jeg alligevel prøver at snige nogle “rigtige” weekendting ind.

Lørdag morgen blev brugt hos frisøren. Vel at mærke en ny én af slagsen. Nemlig Haarfein på Jægergårdsgade. Er det ikke altid lidt angstprovokerende at prøve en ny? Eller er det bare mig?
Jeg har igennem lang tid været i gang med projekt tilbage-til-min-egen-hårfarve. Hvilket ikke har været helt ligetil! De sidste gange jeg er blevet farvet, har farven holdt cirka 2 uger, og så har den på en eller anden måde alligevel lysnet mit hår. Velkommen tilbage, frøken udgroning! Min nye frisør forklarede mig, at det nok skyldtes, at der har været beize i farven. Hun farvede mig i en kølig blond tone, der ligger temmelig tæt på min egen farve – og indtil videre ser det rigtig pænt ud. Udover at resultatet er pænt, så var det virkelig en dejlig oplevelse at være hos hende. Jeg fik the, mandler og chokolade. Et varmt fodbad med beroligende olier. Og sådan cirka verdens bedste hovedbundsmassage. Mums! Det kan klart anbefales herfra.

Mens jeg sad hos frisøren tikkede der en besked ind fra mine forældre. “Vi er på vej til Aarhus – har du lyst til frokost?”. Jo, tak. Vi kørte ud til Aarhus Golfklub. Har I nogensinde spist derude? Lokalerne er en smule kedelige, men maden er virkelig lækker. Jeg fik vildttartar med consommé og foie gras. Det var supergodt. Og så fik jeg fritter og aioli til. Man skulle jo nødig gå hen og blive for fin på den.

Min søndag morgen er blevet brugt på at få gjort lejligheden ren, inden Mark kommer hjem igen. Nu står den på lidt sofahygge inden arbejdet kalder. Og måske en pandekage fra den anden dag.
Ha’ det skønt!
Kh, Laura.